Kong Vinter har i flere dage drysset enorme mængder af sit hvide trylleri ud over Møn.

Det er den koldeste marts i 26 år, og jeg har for første gang i mit liv prøvet at sne inde.

Det føles stille – lidt som at være under vand.

The way is the destination 

                                                   Confucious

Sidder i mit nye arbejdsrum og ser på dette citat som jeg fandt i morges i et kontorforsyningskatalog af alle steder. Beslutter lige nu, at dem vil jeg handle med.

Har hevet et lille falmet havebord fri fra snemasserne udenfor, tørret det af og placeret det ved vinduet med udsyn til den gigantiske gamle Blodbøg, så jeg kan høre hvad den har at fortælle mig.

Når jeg lytter rigtig godt efter, kan jeg høre, at det ældgamle træ er helt enig med citatets budskab. Det var aldrig målet for Blodbøgen at blive gigantisk. Det var oplevelsen af at gro der var vigtig. At stå i vind og vejr, sanse naturens andre vidundere omkring sig og give sig den tid der skulle til at gøre sine Rødder dybe, sin Stamme stærk og rank og sin Krone vid og bred.

Det var DET som var vigtigt for det stolte, smukke træ, som strækker sig mod himlen og troner i vores have med en helt uovertruffen karisma. Sikke et skue!

Mine tanker tager et u-turn og begynder at kredse om min egen process – det som gør, at jeg sidder i dette næsten-helt-færdigmalede arbejdsrum, som jeg i denne stund indtager for allerførste gang.

AT jeg er i dette rum føles som noget af det vigtigste jeg har opnået i mit liv, men når jeg følger Confucious og Blodbøgens visdom, så er det nærmest uinteressant.

Det som VIRKELIG betyder noget er hvorfor jeg sidder her, hvordan jeg kom hertil og hvad jeg oplevede undervejs.

De første svar som dukker op i min bevidsthed er, at jeg sidder her fordi jeg havde sat min egen vækst i stå – i en grad som gjorde at jeg var på vej ind i en tilstand af bevidstløshed.

Nu, hvor jeg kan overskue hele rejsen hertil kan jeg se, at jeg nåede frem ved at følge de mest kringlede veje du kan forestille dig.

Undervejs oplevede jeg forhindringer, der virkede uovervindelige og lyset kom i så små mængder, at det i lange perioder var svært at få øje på det.

Gennem denne ørkenvandring kom jeg i kontakt med livets store følelser – sorg, vrede, afmagt, kærlighed, frygt, tro, glæde, tvivl og styrke.

Jeg ved idag, at det var en livsnødvendig rejse, som jeg ønsker at folde ud lidt efter lidt og dele med dig på denne blog.

Men først vil jeg male mit nye arbejdsrum færdigt.

I kærlighed

Helle