At leve på Kanten

January 12, 2020 admin No comments exist

 

Sidste gang jeg skrev var vi nye på Møn.

Efter en lang søgen ad lange, snørklede veje fandt vi vores sted i Sommeren 2012 og samme dag aftalen var skrevet under flyttede vi ind og gik i gang med at gøre stedet parat til at modtage det første uddannelseshold 6 uger efter.

Vi har været i gang lige siden; istandsættelse, indretning, nedrivning og opbygning.

Vi fandt hertil for at udvikle vores tilbud og give vores elever, kursister, klienter og kunder et sted at komme til og et sted at være, hvor der er masser af tid og plads til fordybelse.

Det virker!

Da vi i 2009 begyndte at sætte vores flytteproces i gang fik vi mange spørgsmål. Hvordan vil I få kunder? Der er langt til Møn, hvad med Jeres venner, for I kender jo ikke nogen dér? Kommer I ikke til at savne byen? Kan I virkelig trives på landet – og hvad med om vinteren?

Spørgsmålene er helt naturlige, men det har vist sig, at det er helt andre spørgsmål vi har skullet finde svar på, for vores dage på landet har udover vores virke været fyldt med ting vi aldrig har prøvet før; Hvordan kalker man en gård? Hvad gør man, når kælderen bliver fyldt med vand og der er mere vand end man kan bære væk i spande? Hvad gør man når man sner inde? Hvad gør man, når myrerne holder sit indtog? Hvordan styner man æbletræer? Hvordan får man sine nye påfugle hentet, hvordan får man dem til at blive, hvordan får man dem til at holde op med at sætte sig på kundernes biler, og hvordan fanger man dem ind igen, når de skal gives videre fordi det alligevel ikke var en god idé at have dem? Hvad gør man når en ny kat kommer anstigende og ens egne katte forlader gården? Hvad gør man, når rådyrene spiser alle blomsterknopperne? Hvad gør man, når der en morgen står 4 ræveunger og kappes om at spise kattens mad? Hvordan får man en Mår til at flytte?

Sådan nogle ting.

Vi kom selv hertil fordi vi gerne ville tæt på naturen og have plads og ro omkring os. Beslutningen er en af de bedste vi nogensinde har truffet og jeg bliver mindet om det hver eneste dag – også på de dage hvor stormen gør at det er bedst at blive inden døre.

Hvis du spørger en indfødt kan vi aldrig blive ægte Mønboere – ligesom vi aldrig kunne blive ægte Helsingoranere, da vi boede dér – men for os er Møn blevet vores lille sted i verden, hvor vi mærker at vi ægte hører til.

Og vi har alle brug for et sted at høre til, et sted at være og et sted at tage hen.

 

I kærlighed

Helle

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *